Gedigent illustreret og en sand guldgrube af lige dele praktiske og historiske oplysninger for boligforeninger, myndigheder og interesserede husejere er denne bog om Københavns farvesætning i historisk belysning. Arkitekt Bente Lange dokumenterer omfattende studier i farvearkæologi, og rekonstruerer i bogens første del de skiftende farvepaletter, der har været anvendt til byens facader og træværk siden 1700- tallet, ligesom hun inddeler byen i farvestrålende og klassicistiske kvarterer. Der har i de senere år været en tendens til, at man ved renovering af de gamle byhuse har holdt en tone i syntetisk gråt og hvidt til hhv. facade og træværk. Nobelt, men historisk korrekt?? Langtfra altid og den anvendte plastmaling skæmmer husene. 2.del af bogen indeholder praktiske anvisninger på hvordan man går i gang med sit renoveringsarbejde, undersøger farvesætning i "sit" kvarter, blander og toner sine kalk- og oliefarver til facader og træværk, afrenser facader for f.eks. graffiti samt meget mere. Der afsluttes med noter, ordforklaringer, bibliografi samt en fortegnelse over farvearkæologiske undersøgelser af Kbh. ejendomme.