Ny krimiserie om den palæstinensiske historielærer Omar Yussef fra Betlehem, som kan læses af lånere, der gerne vil læse om fremmede lande, hvor sæder, skikke og opklaringsmetoder adskiller sig meget fra det, vi kender så godt fra de mange skandinaviske krimier.
Debut af forfatteren, som er født i Wales i 1967. Han er journalist med speciale i mellemøstlige anliggender og bor i Jerusalem. I bogen her fortæller han om den 56-årige ikke-troende muslim Omar Yussef, der underviser på en FN-skole i en flygtningelejr. Han har viet sit liv til at bekæmpe den ensidige propagandistiske forherligelse af martyrdøden, som sammen med et indædt had til israelerne er det faste holdepunkt for bøllerne i Martyrernes Brigader, som har den egentlige magt i Betlehem. En tidligere kristen mønsterelev arresteres uberettiget, og Yussef beslutter sig for ene mand at undersøge sagen. Den historiske og aktuelle politiske situation spiller en stor rolle i bogen, som er baseret på virkelige hændelser. Forsidens farvefoto viser en smuk mellemøstlig historisk bygning under truende skyer.
Anderledes miljøbeskrivelser findes også i McCall Smiths krimier om Precious fra Damernes Detektivbureau Hun er dog i modsætning til Omar Yussef både charmerende og optimistisk.
Social realistisk krimi baseret på virkelige hændelser fra det konfliktfyldte mellemøsten om den lille mand, der helt alene tager kampen op for at sikre retfærdigheden i et brutalt og hadefuldt miljø.