Indføring og lærebog om mægling i alskens konflikter fra internationale konflikter til nabostridigheder - den første på dansk. Efter et historisk afsnit falder bogen i 4 nogenlunde lige store dele: Konflikter som social realitet, deres faser, psykologi, følelser osv. Et detaljeret afsnit om mægling i praksis: processen, teknikker, fif og juridiske forhold. En halv snes generelle emner (fx fortrolighed, magt og retfærdighed). Og endelig perspektiver internationalt som familiært, bl.a. med konfliktråd og eksempler fra Nürnberg til Sydafrika. Gennemgående har bogen mange definitioner, både på det generelle og specielle plan. Den holder sig mest på et overordnet, teoretisk plan uden at gå i detaljer med specielle konflikter - til tider nærmest som en juridisk lærebog. Sprogligt er den bredt forståelig. Emnet retter sig fortrinsvis mod folk, som arbejder med konfliktmægling, fx jurastuderende og jurister og dem, som ønsker at dygtiggøre sig professionelt i emnet. Forfatteren er dr. jur. og har udviklet efteruddannelsen Master i Konfliktløsning. Hun var frivillig i NGO'er, i Eks-Jugoslavien og Sydafrika samt i Center for Konfliktløsning.