Med dette tredje bind afsluttes et af de mærkeligste og mest originale digterværker i nutiden. Det er et helt igennem selvskabt univers, befolket med sagnagtige og mystiske skabninger, der dog gebærder sig meget menneskeligt. Det som driver handlingen frem er en ring, som alle strides om, fordi den gør sin ejermand uovervindelig og usårlig. Men alt ender godt her til slut. Tolkien har selv taget afstand fra alle aktuelle og allegoriske tolkninger af sit værk, og det skal han selvfølgelig have lov til. Men der er noget der tyder på, at de menigheder, bogen har også her i landet, netop er opstået på grund af dens lighedspunkter med verden i dag, og mindre på grund af dens digteriske kvaliteter, som den ikke kan frakendes.