Selv om formsproget er moderne og urimet vil målgruppen til Søren Sørensens digte nok primært være de lidt ældre lyriklæsere, der deler et langt livs erfaringer og brede kulturbaggrund med forfatteren.
Som titlen også antyder, benytter Søren Sørensen sig af mange musikalske begreber i disse digte. Samlingen består af fire dele, omkranset af henholdsvis præ- og postludium, og én af de lange suiter af tekster, som bogen rummer mange eksempler på, er inspireret af og dedikeret til konkrete værker af bl.a. Carl Nielsen og Sibelius. I det hele taget rummer digtene mange og lærde referencer til billedkunst, religion og litteratur - det sidste bl.a. i form af dialoger med digte af Bertolt Brecht, Erik Knudsen og Petrarca, hvis sonetter Søren Sørensen har oversat til dansk - men også med plads til personlige erindringsskitser og refleksioner over aldring og forgængelighed. Digtene er skrevet i en fri, urimet form, som er medvirkende til at holde dem fri af det selvhøjtidelige og patetiske.
Det er svært at finde paralleller i dagens danske poesi til den lærdoms- og dannelsestradition Søren Sørensen bygger på i sine digte, men navne som Ole Wivel og Thorkild Bjørnvig melder sig, når man griber bagud i tid.
I forhold til den stramme sonetform i Søren Sørensens forrige digtsamling Ellekrogselegier bidrager den frie, ubundne form i disse nye digte med en frihed og en spontanitet i udtrykket, som matcher stoffet på en meget fin og vellykket måde.