Det kan være farligt at beskæftige sig med det okkulte. Især hvis man benytter sig af sindets skjulte kræfter til at få magt over andre mennesker. Det gør Kasper, der går i 1.g og er meget forelsket i Louise. Efter at have lyttet til sin mediterende mor lærer Kasper sig ved hjælp af mantraet "Jeg kaḿere!" at trænge ind i andre personers sjæleliv, og han har derfor frit spil til at fremme egne interesser. Med skiftende synsvinkler præsenteres vi for en gruppe gymnasieelever, der bruger tiden på fester, forelskelser og kammeratskab. Handlingsforløbet er tungt - især i starten. En del af begivenhederne ses med hyppige gentagelser fra flere forskellige personers side, så mange af replikkerne repeteres. Der er en del ydre beskrivelser af personerne, og det giver sammen med synsvinkelskiftet en omstændelig effekt. Det varer meget længe, før der tegner sig et billede af personernes indre, og det er svært at se personernes udvikling som overbevisende. Senere tager handlingen fart, og romanen slutter som en god krimi med en overraskende afsløring, men det er ikke sikkert, unge læsere hænger på så længe. Bogen er til frilæsning for overbygningens elever. Det er mest piger, der efterspørger bøger om det overnaturlige.