Kragetæer

Mange af digtene i Peter Laugesens digtsamling kredser omkring det sorte hul af glemsel som både ord og mennesker forsvinder ned i. På mange planer forholder teksterne sig til nogle basaleerfaringer af alder, tab og død, hvadenten det gælder moderens eller Dan Tureils nylige død, eller tilbageblik på egen ungdom. Jeget graver i fortiden, ikke blot sin egen, men også i denkunstneriske tradition blandt levende og døde digtere, aldrig nostalgisk, men for at holde drømmen og utopien levende: 'Vi må holde fast ved at forlange/ ikke det umulige men det der ikke villefindes ellers/ og som ingen ellers ville søge'. Altsammen er det fastholdt i P.L.'s karakteristiske udtryksform, hvor lange, strømmende prosaforløb veksler med stramme, rimede former, altid med eneminent sans for sprogets rytme og musikalitet. 'Hvad kan der skrives om?' spørger digteren et sted, og P.L.'s unikke poetiske univers er netop karakteristisk ved, at det kan rumme alle former forerfaring og betydning: fra dethelt konkrete og nære til det mest sublime. Alt kan indskrives i poesien / skriften, hvor det altid er processen, handlingen der tæller. Samlingen hører til blandt debedste i P.L.'s store produktion og til de bedste i disse års danske poesi.

Read the full assessment