Trods deres ultrakorte form rummer digtene alle de velkendte Peter Laugesen-temaer, og frem for alt den personlige stemme i udtrykket som ingen kan gøre ham kunsten efter.
Bortset fra at Peter Laugesen med vanlig præcision leverer sin årlige digtsamling er der altid plads til overraskelser og variationer fra bog til bog. Denne gang i form af ordknappe digte, der for manges vedkommende har haikuens kortform og 17 stavelser som deres fundament, men, og typisk for PL, med overskridelser og personlige fortolkninger af forlægget. Det er natur og vejrlig og hverdagens ting som står og vibrerer i deres eget gådefulde nærvær, "to vandkander grøn/ og rød i regnen/ med tudene hver sin vej", eller ses i erindringens optik: "kælkebakkerne/ - hvide tunger af dengang/ ned gennem skoven". Bogen har også eksempler på kras og ironisk kulturkritik eller kobles til poetens forbilleder, lige fra længst hedengangne John Keats til et smukt mindedigt over den nyligt afdøde Jørgen Gustava Brandt.
Mere end enkeltstående, afrundede værker er PL's digtsamlinger del af en uafsluttet (skrive)proces som lige fra starten har været båret af en ubetinget tro på at "sproget er et mirakel/ det vildeste af alle budskaber".
Samlingens korte, titelløse tekster er koncentrerede udtræk af sanset natur, levet liv og hverdagens banaliteter, men de er også handlinger i og med sproget, skrevet "oven på" andre tekster og traditionen, uden af den grund at blive fortænkte og knirkende metapoetiske.