Krigens

En yderst fortættet og hermetisk lille roman der kræver at læseren på tekstens egne præmisser går ind i det specielle sproglige univers, den skaber.

Hvis man som læser går til Naja Vucina Pedersens debutbog med en forventning om at genrebetegnelsen "roman" på omslaget er ensbetydende med episk flow og personer, der kan placeres i tid og rum, bliver man grundigt skuffet. Bogens 19 kapitler har tværtimod diskontinuiteten, bruddet som kunstnerisk form. Som titlen også lægger op til tales der om krig, magt og overgreb, men vel at mærke som noget der ikke foregår i et konkret og genkendeligt historisk og geografisk rum, men i et sprogligt rum. Ved hjælp af en række anonyme stemmer er teksten et kunstnerisk radikalt forsøg på at beskrive krigen og volden "indefra" som noget, der ikke blot sætter aftryk i kroppen, men - og især - i ordene og i sproget. Ikke blot kroppen, men også sproget er gået i stykker. "Krigen har lagt sig ud med sproget", som det hedder et sted, og afspejler sig konkret i tekstens fragmenterede og brudte form.

Romanens særlige sprogbevidsthed har mange træk til fælles med det "særsprog", man også finder hos lyrikere som Simon Grotrian, Mette Moestrup og Lars Skinnebach.

En radikal eksperimenterende og i mange henseender hermetisk bog som skaber sit eget sproglige univers der ikke uden videre lader sig "oversætte", fortolke og referere.

Read the full assessment