Meget smuk og helstøbt er denne bog med 5 fortællinger fra masaiernes myteverden. Fortællingerne er i sig selv smukke, og det helstøbte fremkommer ved, at illustrationerne nærmest lever sig ind i teksten og bliver et med den. De er oppe og nede - et fugletræk, der elegant bevæger sig mod månen - en række af okser, der på venstresiden ses på stor afstand for på højresiden at blive til en samlet flok sammen med hyrden. Akvarellernes farver er klare og stærke, og billederne er stemningsskabende. Masaierne - et afrikansk nomadefolk - er kendt for deres mod og deres skønhed, og det er netop deres modige og ædle bedrifter myterne handler om: Krigeren, der alene drager ud for at finde månen igen, og pigen, som modigt hjælper en såret hvid elefantunge, der så nogle år senere frelser hende. Alle historier er gennemsyret af masaiernes tro på den store gud Ensai og deres religiøse bånd til den store natur. På første side skriver forfatteren kort om masaiernes verden. Fortællingerne rører de dybe, almene følelser i mennesket og kan anvendes i alle aldersgrupper. Selvlæsning fra 4.-5. klasse.