Efter en gennemgang af saltets og saltningens historie beskrives de forskellige former for saltning, som man bruger nutildags, fulgt af forfatterens opskrifter på diverse saltlager og saltvarer. Fra saltning går Kringelbach over til at beskrive de forskellige former for røgning, og herunder følger en særdeles grundig beskrivelse af forskellige typer af røgeovne både hjemmetremstillede og færdigkøbte, fordele og mangler ved disse påpeges, ligesom der nævnes, hvilken type savsmuld man bør anvende ved de omtalte røgninger. De forskellige afsnit er overalt forsynet med opskrifter, der har tilknytning til teksten. Efter at have gennemlæst denne bog bliver man klar over, at hjemme-saltning og -røgning er en spændende gastronomisk hobby, som mange sikkert vil få lyst til at stifte nærmere bekendtskab med. Bogen afsluttes af register og litteraturhenvisninger.