Sartre's filosofiske værker har sådan set haft en besynderlig skæbne. Først var de kort efter krigen udgangspunkt for en filosofisk retning - man fristes næsten til at kalde den en vækkelse - der dog hurtigt blev transformeret til en modebetonet international livsstil, dels fordi Sartre blev misforstået, dels fordi han kun var blevet læst af et fåtal. Da fagfilosofferne så i midten af 60'erne havde fordøjet L'Etre et le Néants og Critique de la raison dialectiques klæge dejmasser, påbegyndtes en næsten systematisk nedvurdering af Sartre som filosof, som end ikke var afsluttet, da andre gav sig til at påpege den betydning, som Sartre's værker - især »Critique ...« - har haft for de revisionistiske fløje i en række østlande og for ungdomsoprøret i Frankrig. Det er derfor særdeles rimeligt nu at udsende et udvalg af Kritik af den dialektiske fornuft på dansk, forsynet med en god og fornuftig indledning samt noter af Peter Kemp: Men trods dennes og hans medoversættere LauritsLauritsen og Jens Eisenhardts prisværdige bestræbelser på at forenkle Sartre's tunge og knudrede, næsten ulæselige fremstilling, så er sprogets klarhed ikke bogens største dyd -sikkert grunden til at Sartre ikke har fået en udbredelse som Marcuse.
