Værket henvender sig til et publikum med interesse for skuespiller og billedkunstner William Rosenberg eller for dansk film- og scenekunst generelt.
Skuespiller og billedkunstner William Rosenberg har passeret de 90 år. Han er imidlertid stadig åndsfrisk og aktiv nok til, at han har kunnet fortælle historien om sit liv til Birthe Wittendorff, som oprindeligt mødte ham i forbindelse med en portrætudsendelse på lokal-tv. Værket fortæller hovedsageligt kronologisk om Rosenbergs karriere. Han begyndte, presset af en hård stedfar, som bygningsmaler, inden han først kom på Kunstakademiet og siden på Det Kgl. Teaters elevskole. Hans skuespillerkarriere er primært forbundet med hans lange virke på Odense Teater, hvor han har været en central figur, men han har optrådt på flere scener, ligesom han jo har medvirket i en stribe danske film i hele karrieren. Sideløbende med scenekunsten har Rosenberg dyrket billedkunsten som tegner, grafiker og maler med en realistisk-impressionistisk tilgang. Også her har hans indsats været ganske markant, dog ikke så synlig for det store publikum som scenekarrieren, hvor han også har været såvel scenograf som instruktør i et langt, rigt kunstnerliv, som Wittendorff udfolder fint på basis af interviews og mange citater. Rigt illustreret med fx teaterfotos og gengivelse af kunstværker. Register.
Værket kan fuldt anvendes som de mange andre seriøse portrætbøger om danske scenekunstnere.
Fint indfølende portræt af en markant personlighed.