Bøger / faglitteratur / bibliografier

Kvantefilosofi : ved erkendelsens grænser?


Beskrivelse


Hvad fortæller videnskabelige teorier os om verden ud over, hvad vi kan observere? Dette filosofiske spørgsmål er særdeles påtrængende i lyset af kvantemekanikken. Og dets besvarelse er grundlaget for kvantefilosofien. Kvantemekanikken er fysikernes teori om atomerne og deres mindste dele. Ingen fysisk teori har vist sig mere succesrig i sine forudsigelser end den. Men siden Werner Heisenberg formulerede teorien i 1925, har der blandt fysikere og filosoffer hersket uenighed om, hvordan den nærmere skulle forstås. Især dens måde matematisk at repræsentere atomerne på voldte vanskeligheder, som det blandt andet sås i diskussionerne mellem Bohr og Einstein sidst i 1920'erne og 1930'erne. Og baggrunden for konflikten er fortsat lige til i dag. Det særegne ved atomerne er øjensynligt, at de opfører sig meget anderledes end større ting som kanoer, kanonkugler, katte og kakerlakker. Når man måler på atomare objekter, opdager man, at de kan "føle" hinanden over store afstande, at de kan optræde som en bølge eller som en partikel, og at de vekselvirker med hinanden - uden vi altid bagefter kan skelne deres gøren og laden. Alt sammen på grund af virkningskvantet. Alt til forskel fra den klassiske fysik. Vanskelighederne med at forstå kvantemekanikken har affødt mange, meget forskellige udlægninger: Nogle går ud på, at visse kvantemekaniske beskrivelser er komplementære, og andre handler om, at det er fysikerens bevidsthed, der indvirker på måleprocessen. Andre igen antager, at der findes skjulte variable, som får dem til at "føle" hinanden, mens endnu andre mener, at verden - hver gang vi observerer en bestemt tilstand hos det atomare objekt - opdeles i et utal af verdener. Bogen Kvantefilosofi redegør for første gang på dansk for disse mangfoldige fortolkninger, sætter dem ind i deres historiske fremkomst og forholder sig kritisk til dem.

Anmeldelser (4)


Bibliotekernes vurdering

d. 10. sep. 2010

af

af

Carsten Güllich-Nørby

d. 10. sep. 2010

En bog på akademisk højt niveau både for videnskabeligt og filosofisk interesserede læsere. Til opgavebrug kræves mindst godt gymnasieniveau.

Det er den første bog på dansk, ikke om kvantemekanikken som videnskab, eller om vigtige aktører som Bohr og Einstein, men om kvantemekanikkens filosofiske tankegods. Som jeg forstår det et spørgsmål om kvantemekanikken kan være med til at besvare nogle af de evige filosofiske udfordringer, menneskeheden tumler rundt med? Og det kan den måske. Denne bog forklarer både kvantemekanikkens filosofiske betydning for, hvordan vi ser og forstår verden og redegør historisk for de mange forskellige tolkninger af kvantemekanikken. Efter en redegørelse for den klassiske fysik før kvantemekanikken følger emner som "Bohrs atommodel", teorien bag kvantemekanik, komplementaritet, men selvfølgelig også beskrivelser af den faktiske uenighed mellem netop Bohr og Einstein. Andre emner er de såkaldte "Københavnerfortolkninger", "Heisenbergs standardfortolkning" og "Schrödingers kat". Det er svært og tankevridende stof, men de som er vant til fx at læse populærvidenskabelige tidsskrifter kan godt følge med. Men at forstå det hele er det vist kun de færreste, som magter.

Der findes bøger om kvantemekanikken og fx biografier om Bohr eller Einstein, men første bog på dansk, der rigtig beskriver teoriens mulige filosofiske betydning.

Et absolut spændende supplement på hylden med filosofi, dog med en relativt snæver målgruppe.


Kristeligt dagblad

d. 22. okt. 2010

af

af

Søren Hindsholm

d. 22. okt. 2010