Dette er en fremragende roman, intet mindre! Stedet er Vatikanets bibliotek med afstikkere til Norditalien. Fortællemønstret er smukt vævet: en rammehistorie, hvor en bibliotekar ved en afhåndskriftsafdelingerne på afdæmpet, men medrivende vis finder frem til en hengemt, men i bogstaveligste forstand gudbenådet madonnaaltertavle, hvis oprindelse og ophav fortaber sig i det dunkle.Ældgamle håndskrifter dukker op, og indholdet af disse udgør så hovedhistorien i en blændende konstrueret, velfortalt vekslen mellem malerens egne notater og en byfortællers i den renæssanceby,hvortil kunstner og værk er bestilt. På eminent vis flettes den nutidige ramme stilsikkert sammen med de århundreder gamle hændelser med overraskende udfald. Norske Jan Wiese har Tunströmskekvaliteter og foreliggende danske udgave kommer da også kort efter udgivelsen i 1990. Her er tale om en metaroman om fortællingens kraft og den virkelige kunsts og kærligheds tids- oggrænsesprængende magt. Med en latiners evnefor logisk kombination af myte og real virkelighed skrevet ind i en nordisk tradition for den store legende med rum for det mirakuløse bør denne bogmindst udløse én litterær pris og få masser af læsere; det fortjener den.