Bogen henvender sig først og fremmest til teologer og andre kirkeligt interesserede mennesker.
Bogen består af en række essays af varierende længde og form. Skribenterne er præster, nuværende eller kommende teologer samt enkelte stærkt troende kirkegængere. Alle har det til fælles, at de med udgangspunkt i bibelens ord ikke mener, at kvinder kan fungere som præster. Nogle af indlæggene baserer sig mest på at påvise de skriftsteder i bibelen, der viser, at det ikke er Guds vilje, at kvinder kan fungere som præster. Et enkelt skitserer den historiske udvikling vedrørende kvindelige præsters indtog i den danske folkekirke og debatten herom, mens de almindelige kirkegængere argumenterer for, hvorfor de ikke kan acceptere en kvinde som forkynder af Guds ord i kirken. Alle forsikrer om, at kvinder bestemt har en rolle, men i andre sammenhænge i kirken, og at der ikke ligger nogen form for ulighedstænkning mellem mænd og kvinder bag synspunkterne. Afsluttes med litteraturliste, enkelte avisudklip om debatten og en præsentation af forfatterne bag indlæggene.
Emnet kvindelige præster blev grundigt behandlet i bogen der udkom i 50-året for den første kvindelige præst i Danmark Se min kjole : de første kvindelige præsters historie, 1998. Her er emnet behandlet analytisk og med en anderledes saglig tilgang.
For en relativt smal målgruppe, men den kan muligvis komme til at spille en rolle i teologiske kredse, da det er første gang i nyere tid, der kommer en bog med det noget kontroversielle synspunkt.