Graphic novel. Kylling med blommer er den sørgmuntre historie om musikeren Nasser Ali Khans sidste otte dage, efter at han har besluttet sig for at dø. Vi befinder os i Teheran i 1958, hvor Ali Khan - fortællerens onkel - har mistet livsmodet, efter at hans elskede strengeinstrument er gået i stykker. Via en række flash-backs følger læseren Ali Khans historie og får efterhånden stykket et billede sammen af et ulykkeligt menneske, der for længe siden har mistet evnen til at leve i nuet og glæde sig over tilværelsen. Han har aldrig elsket sin kone, og selv ikke den yngste søn, som forguder ham, bryder Ali Khan sig om. Han ser ingen anden udvej end selvmordet. Heldigvis krydrer Satrapi den triste historie om et bittert og misantropisk menneske med en stribe indslag i et lysere toneleje og gør dermed indholdet mere appetitvækkende for læseren. Satrapis udtryksfulde tegninger i en enkel sort-hvid streg og med en fin variation mellem små og store billeder skaber en særdeles letlæselig billedside, som medvirker til beretningens flydende fortælletempo. Jeg synes, at hverken indholdet eller udtrykket holder samme høje kvalitetsniveau som i Satrapis debut Persepolis, men Kylling med blommer har dog indbragt forfatteren en stor tegneseriepris.