De to pegebøger har føleffekter: pels, noget glat m.m., så selvom historierne er spinkle, vil de 1 1/2-3-årige synes om dem.
At bøgerne er et Disney produkt ses tydeligt af illustrationerne, hvis streg og stærke, dækkende farver minder meget om stregen i tegnefilmene. Føleeffekterne er de to bøger fælles om, men ellers er de lavet forskelligt. Den ene har et opslag med Bambi, med Dumbo, med Simba, med Stampe og et med dalmatinerhundene. En del af dyret har noget pels, man kan føle på. Teksten fortæller i et enkelt sprog lidt om figuren. Der er ingen sammenhængende handling. Det er der i den om Peter Plys. Det er et ultrakort sammenstyk af historien om Plys, bier og ballon og den, hvor han sidder fast hos Ninus. Det er så kort og refererende fortalt, at det helt mangler liv. Her er føleeffekterne stof, pels og noget glat og noget klistret honning. For at de sider ikke skal klistre sammen, er der lagt et stykke løst papir på. Farveforsiderne skal nok trække børnene til sig.
Bøgerne lægger mest vægt på føleeffekterne. Vil man læse rigtige historier om figurerne, må man have fat i fx Walt Disneyś Bambi, 2005 og Peter Plys, 1999.
Børn er fascineret af føleeffekter. Dem får de lidt af her, men ikke meget historie. Den om Peter Plys er den sværeste, så her skal man være 2 1/2-4 år. Den anden kan bruges til børn fra 1 1/2-3 år.