Denne ret store bog viser, hvordan man kan fremstille sine egne lys på mange forskellige måder. Her er bivokslys, gelelys, flydelys, lys af lyssand, støbte lys i færdige eller hjemmelavede forme samt dyppede lys, både almindelige og flerarmede. Bogens første tredjedel gennemgår de forskellige teknikker i opskriftsform, suppleret af mange små farvefotos. Resten af bogen giver ideer og opskrifter til lys til alle årstider lige fra sommerens lys i muslingeskaller til vinterens lyslygter. Bogens forside viser et smukt lysarrangement holdt i hvidt og sølv, og bagsiden introducerer en del af bogens lys på mindre fotos. Her er tale om en indbydende bog, der gennemgår de forskellige teknikker udmærket og dækker de forskellige nye materialer som gele og lyssand og samtidig præsenterer sine forskelligartede modeller smukt på de mange store farvefotos. Vi laver lys (00/21) henvender sig især til børnebibliotekets lånere og suppleres udmærket af denne bog, der primært henvender sig til voksne, men også indeholder en del ideer, der kan bruges i arbejdet med børn i fritidsklubber o.l.