Ny kogebog af kokken Claus Holm. Den har sødt eller salt lakrids som pulver eller sirup som gennemgående ingrediens. Bogen er for lakrids-elskere og/eller lånere, der er interesseret i de nyeste madtrends.
Lakrids er de senere år dukket op i flere og flere opskrifter og bør ifølge tv-kokken Claus Holm være at finde på krydderihylden ved siden af salt og peber. Lav mad med lakrids minder i layout og sin friskfyragtige stil om Holms seneste udgivelse Stegeso. Der er 30 opskrifter med lakrids fordelt på kapitlerne: Hverdag, Forretter, Hovedretter, Desserter og Crazy Holm med alt fra klassiske frikadeller til hjemmelavede lakridspølser i egen tarm med lakridsketchup. Bagerst i bogen er der et indeks og en faktaboks over færdigvarer, der kan piftes op med lakrids. For at få det fulde udbytte af bogen, behøver du ikke - for nu at bruge Claus Holms egne ord - at være en ørn i et køkken, men det kræver, at du ikke er en kylling.
Opskrifter med lakrids findes i flere af de nyere kogebøger, men er her for første gang samlet i en kogebog.
Kogebog til lånere, der gerne vil undersøge de nyeste gastronomiske trends eller som Claus Holm synes, lakrids er rock i gryden.