Bogen henvender sig til fantasy-læsere fra ca. 10-14 år.
Forfatteren har før udgivet science fiction-fortællinger og et par fantasy-bøger med vampyrtema, men denne titel placerer sig i den mere traditionelle fantasy-genre. Bogen omhandler først pigen Laya, der kommer fra en magisk verden. Hun er også selv halvt troldmand, men ved et uheld kastes hun gennem en portal og havner i vores verden. Her bliver hun venner med drengen Benjamin, der gerne vil hjælpe hende med at finde tilbage til sin egen verden (og som naturligvis også bliver lidt forelsket i vor hovedperson). Forfatteren har et godt greb om sin historie, som sprogligt er let at læse, og som afgjort må siges at være den bedste, han har lavet hidtil. Bogen er illustreret af Emil Søby, hvis stil adskiller sig en del fra forsideillustrationen af Martin Nielsen. Bagsideteksten formidler indholdet godt. Bogens slutning lægger op til en serie.
Dimensionsrejse-aspektet vil glæde dem, der har læst Pullmanns serie om Det gyldne kompas, men fortælleteknisk minder nærværende forfatter mere om en blanding af Lise Bidstrup (Spiralen) og Niklas Krog (Dragesværdet).
En fin fantasy-fortælling. Bestemt det hidtil bedste fra denne forfatters hånd.