Le grand bleu

Luc Bessons fransk-amerikanske billedskønne co-produktion, The big blue eller Le grand bleu, fra 1988 om havdybets dragende magt har for længst opnået kultstatus, og denne director's cut fra 1998 henvender sig naturligt til det betragtelige publikum, som allerede har set og i forvejen er begejstret for filmen. Men Luc Besson er en så markant instruktør i nyere fransk film, at The big blue uanset version kan ses af alle med interesse for moderne filmudtryk.

Franske Jacques Mayol og italienske Enzo Molinari har fra barnsben elsket at dykke i havet - og konkurrere med hinanden. Som voksne er de to venner stadig konkurrenter, men nu gælder det verdensmesterskabet i fridykning. De fascineres mere og mere af det blå oceans skønhed og havets delfiner og udfordrer menneskelig formåen på dybder, hvor indsatsen er livet.

Venner i sportslig kappestrid kendes fra Hugh Hudsons Viljen til sejr, 1981, hvor det handler om olympiske løbere. Men Le grand bleu har samtidig en særegen tone af dødslængsel tilsat filosofisk filigran, hvor især Jacques Mayols samhørighed med delfiner kan opleves som en slags alvorlig Flipper-film. Virkelighedens Jacques Mayol (1927-2001) var medforfatter på filmens manuskript.

Filmen er meget lang og en postmodernistisk leg med fortælleformer, komedie, melodrama og ren tragik, kan virke konstrueret. Men sammen med en meditativ musikledsagelse fremstår den alligevel som et stykke interessant new age, selv om dens tankegods ikke når det blå havs dybder.

Read the full assessment