For læsere, der følger en aktuel politisk højspændt debat om, hvordan vi som samfund behandler mennesker udenfor arbejdsmarkedet.
Debatbog, hvor Rune Engelbrecht Larsen, som nogen kender som en skarp og dygtig debattør i flere medier, og andre finder kontroversiel, argumenterer for det han ser som "et politisk normskred" i samfundets syn på ledighed og de ledige. Indledningen trækker de historiske linjer interessant op i synet på ledighed. Og REL citerer bl.a. tankevækkende den australske sygeplejerske Bronnie Ware, der i pleje af døende ofte er stødt på erkendelsen: "Jeg ville ønske, at jeg ikke havde arbejdet så hårdt". En erkendelse måske værd at tænke over i en aktuel virkelighed, hvor mange ynder et udsagn som fx "Lediggang er roden til alt ondt", og medierne populistisk jager forskellige "doven-didriker". Bogen er i to dele. Første del redegør for synet på fattige og ledige i perioden 1500-2000. Anden del fortsætter udviklingen fra årtusindeskiftet med ord fra bogen: "eller mere præcist fra og med Venstres og De konservatives overtagelse af regeringsmagten 2001". Her kan man så nikke, gnægge, eller ryste på hovedet, eller ryste i sokkerne, alt efter politisk ståsted, som det passer sig i en interessant politisk debatbog.
En anden debatbog om ledighed er fx denne fra 2001 Fanget i systemet - en debatbog om ledighed af Annette Andersson.
Tankevækkende debatbog med lånere især på lidt større biblioteker.