Leopardens øje er fra 1990, men er af uransagelige årsager først oversat nu. Hans Olofson vokser op i Nordsverige, hvor han får skæbnesvangre venskaber med en aristokratisk tilflytter og en invalideret pige. Begge venskaber ender tragisk, og for at komme videre eller måske sone beslutter han sig for at tage på en slags pilgrimsrejse til en missionsstation i Zambia. Rejsen er planlagt til at vare et par uger, men han hænger fast og ender som æggefarmer inden han efter knap 20 år endelig kan frigøre sig. Mankell er en stor kender af Afrika og får meget levende beskrevet kløften mellem de hvide og de indfødte - en kløft, der er umulig at overstige, for selv om man er nok så idealistisk og liberal bærer man den hvide mands byrde og er et symbol på undertrykkelsen i en verdensdel, der efterhånden kræver egne rettigheder og egen jord tilbage. Bogen er en øjenåbner, der mestrer at skildre stort set alle parter i konflikten solidarisk, den er velskrevet og spændende og stadig uhyggelig aktuel, da situationen i Zimbabwe i dag til forveksling minder om Zambia i 1980erne.