Liaisonpsykiatri & TERM-modellen : fra forebyggelse til fejlbehandling? Har psykologer et medansvar?

Bogen skal ses som et debatoplæg i forhold til sundhedspolitikken her i landet overfor multisystem- og overfølsomhedssygdomme som fibromyalgi, whiplash, el-, kemikalie- og duftallergi, som man har en tilbøjelighed til at psykiatrisere og dermed lægge årsagen hos den enkelte, mens den ifølge bogens forfatter retteligt burde være et samfundsanliggende.

Forfatteren er uddannet lægesekretær og siden cand.psych. og har selv et par gange oplevet uforskyldt at få påført skader, som medførte tab af færdigheder, men som ikke blev anerkendt i samme omfang, som hun selv oplevede det. I bogen angriber hun TERM-modellen, som anvendes i liaisonpsykiatrien, hvis jeg har forstået tingene korrekt. Og det er jeg langt fra sikker på. For bogen rummer så mange fagtermer og forkortelser, at jeg, som ellers anser mig for en habil læser, har svært ved at følge med. Det gør naturligvis ikke bogen mindre relevant, og jeg går ud fra, at de, som bogen er henvendt til, har bedre faglige forudsætninger end undertegnede. Men det indsnævrer målgruppen set fra et folkebiblioteksperspektiv. I samme åndedrag må jeg påtale bogens skriftbillede, som absolut heller ikke hjælper læsningen på gled. Når det er sagt, må jeg samtidig understrege at forfatteren har vigtige pointer. Først og fremmest urimeligheden i at mennesker selv må bære ansvaret for lidelser påført af samfundet.

Forfatteren taler andre som fx Lise Ehlers Ondt i livet, 2000, midt imod.

Et stærkt, velunderbygget debatindlæg, men svært at læse.

Læs hele vurderingen