Inspirerende bog om småretter, også kaldet tapas, mezze, sushi, antipasti, kanapeer eller bare forretter. Alle retterne har, ifølge den amerikanske selvlærte kok og forfatter, en høj "wauw"-faktor. Forordet kundgør, at der er en revolution i gang! Det formelle middagsbord er ved at blive erstattet af et mere afslappet møde omkring sofabordet, og her gør et udvalg af småretter sig bedre end suppe, steg og is. Endelig er det blevet trendy at foretrække to eller tre forretter frem for en hovedret. Bogens retter er inspireret af det mauriske, mellemøstlige, stillehavs- og sydøstasiatiske køkken og inddelt i overskuelige afsnit. Der gives råd om planlægning, forslag til tilbehør og tema-menuer, fx stillehavsfest, Bollywood nætter og Japanese style, der dog inde i bogen kaldes japansk stil. De nyttige adresser, der henvises til i indholdsfortegnelsen, mangler. Ærgerligt fordi flere af ingredienserne ikke findes i almindelige supermarkeder. De fleste retter kræver en del arbejde, men der er også forslag til enkle retter. Jeg har med stor succes prøvet et par af opskrifterne. Mine gæster sagde "wauw" til sprøde kammuslinger med wasabi-mayonnaise, tomat- og fetaspid og courgette-ruller med mynte, chilier og gedeost. Endnu en indbydende kogebog med farvefotos til de umættelige kogebogslånere.