Delvis tekstløs tysk billedbog om fantasiens og litteraturens magiske kraft. Pigen Tanja er en rigtig lille bogorm, og hun prøver gang på gang at vække den mere materielt indstillede dreng, Antons interesse for bøger. Men forgæves, indtil hun en dag bilder ham ind, at hun er blevet bidt af en slange, som krøb ud af en bog. Det tænder han på, og da hun læser bogen for ham, kommer de ind i den og oplever her et utroligt og uhyggeligt eventyr. Denne del af bogen er tekstløs, og vi tilskuere kan selv digte videre på de dramatiske billeder af Tanja, som bortføres af en ækel drage, og Anton som må igennem mange strabadser for at redde hende. Da de lander velbeholdne i virkeligheden igen, er Anton omvendt. Den surrealistiske billedside virker stærkt. Det er både smukke og mystiske billeder med en dyster farvelægning, som om det er ved at blive aften. Der er en behersket og kølig ro over illustrationerne, som har mange mærkelige detaljer at gå på opdagelse i. Fra at være ensides går illustrationerne i den tekstløse del over til at dække hele opslaget. Det er en speciel bog, som kan kigges i og fortolkes mange gange Udover oplæsning fra 4 år, kan den bruges pædagogisk af børnebibliotekarer, som vil demonstrere det at være helt opslugt af en god bog!.