Som ofte hos Laub er der tale om en psykologisk skildring hvor hovedpersonen må gribe bagud i sin fortid for at få klarhed over sig selv. Hovedpersonen Lillian er en køn kvinde i 50'erne; ved sin berømte kunstnersamlevers død står hun pludselig tilbage uden at ane hvem hun egentlig er, for som den stille pige har hun altid levet sit liv for andre uden at tænke dybere over sine egne behov. Ved samtaleterapi bevæger hun sig tøvende ud på en rejse tilbage til teenageårene i den lille by sammen med sin psykisk ustabile mor. Fortrængningerne har også kastet slør over hendes mærkelige forhold til gymnasieeleven Halvor; men trods mange undvigemanøvrer dukker erindringen op, og med den også den pinagtige smerte knyttet til Den frygtelige Oplevelse der førte hende i armene på hendes senere samlever. Det er lykkedes forfatteren på en stilfærdig og følsom måde at skildre den usikre Lillian på vej fra næsten intet ego at have til den første tøvende færd mod en identitet. Det er ikke en bog der spektakulært gør opmærksom på sig selv og sit indhold, men den har en stor potentiel appel til kvinder i alle aldre, fordi den opleves vedkommende og så glimrende lader portrættet af teenagepigen glide med over i billedet af den nu modne kvinde.