Lillebror

Henry Dickler, der er bogens fortæller, er familiens absolutte overhoved: Han regerer over sin kone Kristine, der tilsyneladende tilbeder ham lige så meget som datteren Hannah, og alt ville være såre godt, hvis det ikke var for sønnen Steen, der helt op til teenagealderen er sengevæder og i det hele taget et nervøst gemyt, der ender med at lukke sig inde i sig selv for til slut at begå selvmord. Vi er i 1950'erne, hvor der ikke må stilles spørgsmål ved faderens autoritet, selv om den medfører en total psykisk udslettelse af og voldelige overgreb mod Steen. Det er tydeligt for læseren, og alle andre vel, at det ikke kun er Steen, der krakelerer, men Henry er i egne øjne ufejlbarlig, og ingen tager skade af tæv og reprimander; han fik selv sin del som barn. Det er en meget flot bog, der med sin konsekvente synsvinkel går uhyggeligt tæt på tyrannen, der nok selv er offer, men absolut ikke formår at sætte sig ud over sin egen synsvinkel. Sprogligt er det efter min hukommelse en nøjagtig gengivelse af københavnerslang i 1950'erne.

Read the full assessment