640 siders kogebog! Uoverskuelig, skrækindjagende. Hvad skal vi med en sådan monstrøsitet, når vi har alle de små lækre sager om wok, pasta, salater, brunch osv. Den kan skræmme enhver ungersvend fra vid og sans, når han nu bare vil vide hvordan man laver pasta med dåsetun. Måske, og så alligevel ikke, for egentlig ville han hellere have frikadeller som vor (bedste?)mor lavede dem, hvis bare han vidste hvordan. Eller også er han ude på at imponere pigen længere nede ad gangen med en bedre middag. Stik ham denne danske udgave af Bonniers kogebog, eller én af de andre køkkenbibler, som f.eks. <Gyldendals store kogebog> (seneste udgave 2002) eller gamle Frk. Jensen. Han, og hans søster (mor?), vil måske kunne overtales til at kigge i netop denne nyskabelse, om ikke andet så tiltrukket af de mange fine farvebilleder. Prøver han (hun), så er han godt hjulpen, for her blandes elementær køkkenkundskab med opskrifter på klassiske retter (fint bearbejdet til danske forhold) og med nyere madlavning, økologisk, fedtfattig osv., men velsmagende og præsenteret så han kan hitte ud af det. Selvbevidste køkkenakrobater, som en gammel lektør, kan såmænd også finde ikke bare inspiration til fornyelse, men også bekræftelse på stegetiden på en lammefilet.