Music / rock

Little earth


Reviews (7)


Undertoner

d. 5. May 2014

By

By

Helge Vammen

d. 5. May 2014

"De ni numre strækker sig over en samlet spilletid på lidt over 40 minutter og fremstår som et helstøbt og strømlinet album, der både er mørkt, dystert og sfærisk. Det 1970'er-inspirerede titelnummer, der både er det korteste og et af de mindst støjende, åbner pladen, men efterfølgende skruer gruppen op for effektpedalerne og støjen".


Gaffa [online]

d. 31. Mar. 2014

By

By

Christian Erin-Madsen

d. 31. Mar. 2014

"Det er som et tidsspring tilbage igennem røgede små Manchester-spillesteder og Ian Curtis fra Joy Division sammensmeltet i en tåge med Robert Smith fra The Cure, når man hører københavner-trioen Shiny Darkly. Interessant nok virker de bedst og mest perspektivrige, når de netop nærmer sig The Cure, som på This Frail Creature, og dermed varierer den drone-agtige syretilgang med mere dybfølt melodiøsitet og inderlighed".


Gaffa [online]

d. 31. Mar. 2014

By

By

Christian Erin-Madsen

d. 31. Mar. 2014

"Det er som et tidsspring tilbage igennem røgede små Manchester-spillesteder og Ian Curtis fra Joy Division sammensmeltet i en tåge med Robert Smith fra The Cure, når man hører københavner-trioen Shiny Darkly. Interessant nok virker de bedst og mest perspektivrige, når de netop nærmer sig The Cure, som på This Frail Creature, og dermed varierer den drone-agtige syretilgang med mere dybfølt melodiøsitet og inderlighed".


Jyllands-posten

d. 22. Apr. 2014

By

By

Anders Houmøller Thomsen

d. 22. Apr. 2014

"Kan man relatere til dyster-poetisk weltschmerz med længsel i kroppen og uro i sindet, er "Little Earth" en anbefalet debut. Den københavnske trio har fået hypen til at boble i udlandet, og Shiny Darkly skiller sig ud. Musikken skurrer, skratter og skærer og løftes af svimmelt medrivende rock-figurer. Kristoffer Bech er en svært karismatisk sanger, der mumler et sted mellem Ian Curtis og en fuld Jarvis Cocker".


Politiken

d. 7. Apr. 2014

By

By

Simon Lund

d. 7. Apr. 2014

"Den mørke messe har vi hørt før. Nu genopføres den af et par unge alvorsmænd, der helt sikkert kan finde grund nok i nutiden til at trække rullegardinerne ned og croone katedralske salmer ind i væggen. For fanden, mand, bankerne griner, mens du er på vej hen til dem, din identitet er reduceret til en algoritme, og alligevel er det eneste, der kan hidse folk op, et forbud mod lakridspiber og en død giraf! Man behøver altså ikke lede længe, hvis man vil ømme sig i sjælen og fade over i sort. Men lige præcis derfor er Shiny Darklys monotone reproduktion af en anden tids krisestemning en flad fornemmelse. Det er ganske udmærket udført, ofte enkelt og midt i de depressive toner også intenst, men Shiny Darkly mimer alt for meget en fjern og kold tids problemer i stedet for at sætte ild til dem, der ligger ligefor i 2014. Når nu de har det sådan".


Politiken

d. 7. Apr. 2014

By

By

Simon Lund

d. 7. Apr. 2014

"Den mørke messe har vi hørt før. Nu genopføres den af et par unge alvorsmænd, der helt sikkert kan finde grund nok i nutiden til at trække rullegardinerne ned og croone katedralske salmer ind i væggen. For fanden, mand, bankerne griner, mens du er på vej hen til dem, din identitet er reduceret til en algoritme, og alligevel er det eneste, der kan hidse folk op, et forbud mod lakridspiber og en død giraf! Man behøver altså ikke lede længe, hvis man vil ømme sig i sjælen og fade over i sort. Men lige præcis derfor er Shiny Darklys monotone reproduktion af en anden tids krisestemning en flad fornemmelse. Det er ganske udmærket udført, ofte enkelt og midt i de depressive toner også intenst, men Shiny Darkly mimer alt for meget en fjern og kold tids problemer i stedet for at sætte ild til dem, der ligger ligefor i 2014. Når nu de har det sådan".


Jyllands-posten

d. 22. Apr. 2014

By

By

Anders Houmøller Thomsen

d. 22. Apr. 2014

"Kan man relatere til dyster-poetisk weltschmerz med længsel i kroppen og uro i sindet, er "Little Earth" en anbefalet debut. Den københavnske trio har fået hypen til at boble i udlandet, og Shiny Darkly skiller sig ud. Musikken skurrer, skratter og skærer og løftes af svimmelt medrivende rock-figurer. Kristoffer Bech er en svært karismatisk sanger, der mumler et sted mellem Ian Curtis og en fuld Jarvis Cocker".