Den fjerde bog i serien Super let ps om Liva og Mina hører, ligesom de øvrige, til i den absolut letteste ende af skalaen - der, hvor det er næsten umuligt at skabe en sammenhængende og interessant historie. Bogen henvender sig til begynderlæsere i 5-6-års alderen, der hjælpes godt på vej af de meget korte sætningsdannelser, de lette, lydrette ord og de fine, illustrative billeder.
En meget enkel historie om to veninders leg i parken. Fortællingens stilfærdige fremdrift skabes af Livas dårlige undskyldninger, hvor alt det, der går galt tilskrives hendes nye og temmelig uopdragne sko. Kirsten Raagaards tegninger er fine - fulde af sødme og moderat frækhed. Der er fri download af enkle kontrol-opgaver på forlagets hjemmeside.
Bogen falder fint ind i serien om Liva og Mina. Rent tematisk genkendes den barnlige undskyldning om, at forklaring på fræk opførsel skal findes udenfor én selv i Fupz Aakesons billedbog: Min uartige mund og i Jakob Martin Strids digt i Mustafas kiosk om de frække sokker, der først bliver søde, når de tages af.
Sød og enkel historie for begynderlæsere, der her får en fortælling om veninders leg i parken og samtidig et lille hip til eftertanken om dårlige undskyldninger. Og så heller ikke mere.