Hvad sker der, når man mister sig selv og skal forsøge at finde en mening med livet? Erindringsbog, der kan læses af alle, der interesserer sig for kvindeliv, familieliv og følelser.
Andet bind i Deborah Levys erindringstrilogi, hvor Ting jeg ikke vil vide var første bind. Bogen åbnes med Levy som en slagen kvinde: Hun er for nylig blevet skilt, hendes mor er død og døtrene har ikke længere helt så meget brug for hende. Hun har gennem hele sit voksne liv brugt det meste af sin energi på at varetage alles andres behov. Imens har hun tilsidesat sine egne, og nu skal hun genopfinde sig selv i sin nye, ufrivillige frihed. Det reflekterer hun over, mens hun desperat leder efter et sted, hvor hun kan skrive. Da hun endelig finder stedet, bruger hun skrivningen som terapiform.
En fantastisk, reflekterende beskrivelse af Levys følelser, da hun uventet frigøres fra sine vante, servicerende rammer og kastes ud i en frihed, der ikke er selvvalgt. Levy skriver med stor ærlighed og indsigt om at miste sig selv og famlende forsøge at finde en ny mening med tilværelsen. Sproget er fantastisk, fyldt med metaforer, og gennem hele bogen er der referencer til feministiske forfattere.
Tankerne ledes hen på Virginia Woolfs Eget værelse.