"Det er ofte skrevet, at 'Wake The Sleeper' fra 2008 var bandets bedste album siden '70'erne. Baseret på de første gennemlytninger, kan det meget vel tænkes, at 'Living The Dream' overtrumfer den. Albummet er bedre produceret med tilkomsten af produceren Jay Ruston, der også har været inde over produktion af blandt andre Anthrax, Europe, Black Star Riders og The Winery Dogs. Samtidig er sangene bedre, mere konsistente og mere idérige. Og ikke mindst er samspillet i bandet og vokalen ganske forrygende. Det er faktisk forbløffende, at bandet så sent i karrieren kommer op med et album af en sådan kvalitet. Hvis det måtte blive Uriah Heeps sidste album, hvilket vel må forekomme sandsynligt, da Mick Box har rundet 71 år, er det bestemt en værdig afslutning på en lang karriere".