En humoristisk bog i den bedre ende af mandelgavegenren og anvendt af den rigtige også morsom til lejlighedsoplæsning.
Humoristisk opslagsværk med danske ord fra A (Afbigt) til Å (Ådselsæder) der har en iboende særlig sproglig kvalitet, der kan manipuleres kreativt. Olrik konstruerer desuden en lille historie, der skaber en fiktiv etymologisk baggrund, fx under bogstavet K, Olriks foretrukne, definition af Kyndelmisse: "(..)indstiftet af Misse P. Ullrich, der producerede el til Kyndbyværket i 50 år. Uden en sygedag sad hun trofast mellem 1942 til 1992 på sin kondicykel og trampede strøm ind i en nødgenerator, mens hun spiste marengs og lyttede til 78'plader med Margurite Viby. Ullrich forlod psykisk knækket sin arbejdsplads (..), da en kollega noget klodset påpegede, at hun havde lår i skoene." Teksterne svinger mellem det barokt absurde, andre hælder mod det platte. Flere af ordene er sjældent brugte som Gibbernakker, Kvababbelse og Ærtebøsse til de mere dagligdags, som Asiater, G-punktet og Hospital.
Olriks stil i de humoristiske korte tekster minder om en næsten glemt absurd tradition fra P. Sørensen-Fugholm og Storm P., fx den senest udkomne Surrealistiske breve. Olrik har udgivet både rimede digte som digtbogen Melankolatter og fodboldsatiren Ridderen af den runde bold.
Alternativ etymologisk opslagsbog med bevidst fordrejede humoristiske fortolkninger af primært ældre danske ord. Nogle af teksterne er sjove og opfindsomme, andre er i den mere platte ende.