Ungdomsbog fyldt med forelskelse, intriger, forviklinger og venskaber. For unge fra 13 år og op.
Johan har det svært derhjemme, og i skolen er det ikke meget nemmere. Hans barndomsveninde, Julie, som han er forelsket i, er netop vendt tilbage til byen og det har vendt op og ned på det hele. Hans ven, Jacob, betror ham en hemmelighed, som er svær at kapere - og så er der Eva, som er en veninde, Julie har taget med sig, da hun flyttede tilbage til byen. Johan begynder at spille revy sammen med Eva og deres venskab udvikler sig. Men det er svært at navigere, når begge piger giver forskellige signaler. Det er Jette Rydahls første roman.
En spændende historie med mange facetter og sidehistorier, som giver bogen liv og gør, at man som læser lige må læse et kapitel mere. Det er interessant at følge vennernes teenageliv, intriger, op- og nedture, forelskelser og forviklinger på kryds og tværs. Og så har bogen en flot forside.
Historien minder på nogle måder om Paper towns af John Green - bl.a. Johans forelskelse i hans barndomsveninde Julie og at det er Johan der er fortælleren.