Hvis du kun læser aldeles fremragende digte, så læs denne bog om livet og døden på tværs af fire generationer.
Forlaget kalder udgivelsen en "familieversfortælling". Teksterne er inddelt i afsnit, som veksler mellem fortællings nutid og fortid. I nutiden følger man en mand (tekstens jeg) og hans lille datter i København, og i fortiden mandens farmor og far. I første del møder man farmoren, da hun var gravid med jegets far, og måtte flygte fra Gestapo under 2. verdenskrig. I én sammenhængende panorering zoomer jeget ud og ind af barnepigen, farmoren og "stud.theol Pallesen" på fjerde sal i samme bygning og til sidst en Gestapo-mand, som banker på døren for at hente farmoren. Tankerne kredser om livet og døden, om udødelige sjæle og altings sammenhæng: Fra skyerne med livgivende regndråber til lyden af Gestapomandens "donk-donk-donk", der som en kontrast minder farmoren om døden. Herfra bevæger teksten sig videre med beskrivelser af farmorens flugt, farens utrolige overlevelse og frem til nutiden, hvor jeget bl.a. mærker sin afdøde farmors sjæl, da familien skal bese arvegodset i hendes lejlighed: "Hun var der - i en eller / forstand - endnu.".
Mesterligt. Alting bindes sammen i og af jegets fortælling, lige fra fuglene til "små hvide vatskyer [der] / æder hinandens egoer" til livet og døden.
Nikolaj Zeuthen, næsten jævnaldrende med Rasmus Nikolajsen, skriver også poesi, hvor livet beskrives meditativt og zenbuddhistisk i flydende vendinger, se fx Sommerferiedigte.