Fortællingerne vil kunne bruges i mange sammenhænge, bl.a. vil den ordrige og snørklede form egne sig til højtlæsning.
S.P. debuterer her med ni fortællinger. Fortællingerne spænder tidsmæssige fra oldtidens Italien og frem til Norge i 2009. De foregår i store dele af Europa med afstikkere til Indien og Uganda. Omdrejningspunktet er ofte forholdet til virkeligheden, og hvordan skæbnen ved tilsyneladende ubetydelige tildragelser vendes for den enkelte. Her er i nogle af historierne tale om fortællingen i fortællingen, hvor den første tjener til at belyse forhold i den sidste. Det gælder f.eks. i "Uden titel", hvor gåderne afsløres af fortællingen. I "Brylluppet i Rodopi" følger vi en ganske ung pige fra en afsidesliggende landsby. Hun er blevet gravid ved en slægtnings bryllup. Vi ser, hvordan hun efter et forsøg på at undslippe sin skæbne tager den i sin egen hånd og vender den. I det nutidige "Stemningsbillede" spiller naturen med sit lys og mørke hovedpersonen et puds - muligvis. For hvordan forholder det sig med virkeligheden? Ved små greb ændrer virkelighedsbilledet sig pludseligt. Sproget er ordrigt og folder sig smukt og billedrigt ud.
Den omstændige fortællemåde og de valgte emner minder af og til om Karen Blixen.
En spændende debut. Jeg ser frem til at høre mere fra S.P.