Pæn lille bog til snak om ikke at gå med fremmede. Brugsbog for de ca. 3-5-årige. Forside og bagsidetekst signalerer indholdet.
Mads er på legepladsen, mens hans mor handler. Det begynder at regne, og Mads sidder alene. En mand, han kender lidt, tilbyder at følge ham hjem, men Mads siger nej. Nogen tid efter bliver den pjaskvåde dreng hentet af sin mor. Illustrationerne er indbydende tegninger malet i lyse, klare farver. Handlingen er enkel, og selve budskabet står klart nok, selvom der ikke i teksten er forklaret noget om børnelokkere. Bogen har nogle løse ender, der udstiller de voksne som helt uansvarlige: En mor efterlader sit ca. 4-årige barn på en legeplads, mens hun handler? De bor oven i købet i busafstand til legepladsen. De andre voksne går og lader Mads sidde våd og alene. Bogen her, og 5 andre om Mads, har tidligere været udgivet i serien Alvildas stjernebøger i et lille format på 14 x 14 cm.
Bortset fra størrelsen identisk med den tidligere udgave i serien Alvildas stjernebøger (2010/40). Minder lidt om Dagmar Geisler: Jeg går ikke med fremmede! (2010/24), der dog er mere nuanceret og gennemtænkt.
En pæn og enkel bog til en snak med børn om ikke at gå med fremmede. Budskabet er klart, men forklaringer overlades det helt til den voksne oplæser at finde på. Helhedsindtrykket forstyrres dog meget af, at alle bogens voksne opfører sig helt uansvarligt.