Den kendte og kontroversielle psykoterapeut m.m. har i de sidste 20 år specialiseret sig i kropsterapi for mænd, som han mener bliver undertrykt og mishandlet i deres opvækst og ægteskaber af en kvindedomineret verden, og i særdeleshed bliver de forsømt af terapimarkedet. I dette brag af en bog, hvis forside ligner noget fra fantasy-genren, sætter han sig for i et bramfrit sprog at afdække, hvordan den moderne mand er blevet en følgagtig karikatur af sig selv og har fjernet sig mere og mere fra sine oprindelige krigeregenskaber. Forfatteren lægger ikke fingre imellem, når han gør op med de sidste 30-40 års pædagogik, hvor dyrkelsen af ligheder mellem kønnene har betydet en forkrøbling af de mandlige egenskaber. I sin fremstilling af sagen er han vildt provokerende, generaliserende, mandschauvinistisk og selvhævdende. Men samtidig vil bogen være forfriskende anderledes og emanciperende for mange mænd at læse sammenlignet med de fleste andre mandebøger, der i langt højere grad viser forståelse for kvindelige synspunkter. For Carl-Mar Møller er feminisme og metroseksualitet fremmedord. Hans kvindelige kollega, Joan Ørting, påpeger i et i øvrigt begejstret forord, at de fleste bøger om mænd læses af kvinder. Jeg tror, at mange af bogens primære målgruppe vil have problemer med at komme igennem denne moppedreng på over 600 sider, men heldigvis kan den læses i småbidder.