Maigret og den døde kaptajn : kriminalroman

Simenon har stadig sine læsere - især nok blandt de ældre lånere, men nostalgikere kan stå på her.

Belgiske Simenon var uhyre produktiv, og her kommer bind 4, 5 og 12 i forlagets genudgivelse. De to første er fra 1931, den sidste fra 1932. Kommissær Jules Maigret er franskmand om en hals, og i Maigret i Holland har han sproglige problemer, da han skal til Holland, hvor en fransk professor er anklaget for at have skudt en lærer. Maigret og den døde kaptajn foregår i Bretagne, hvor en ung telegrafist er mistænkt for at have kvalt sin kaptajn, men hans gamle lærer, som var Maigrets ungdomsven, vil gerne have bevist hans uskyld. I Maigret og den gale fra Bergerac bliver kommissæren skudt i skulderen at en kvindemorder. Alle bøgerne oser af mellemkrigsstemning og hygge, og opklaringen er lige dele intuition og sund fornuft, så det er for stemningen og ikke for spændingen, man skal læse dem. Sproget er lettere revideret.

Agathe Christie, Maria Lang og Dorothy Sayers falder lige for, men jeg har lige læst sidstnævnte, og krimimæssigt er det en klasse over.

Tre krimier, der især lever af stemningen af et relativt sorgløst fransk liv, hvor man da lige kan opklare en forbrydelse eller to undervejs.

Læs hele vurderingen

Ny udgave af Den tredie død fra 1944. Her bevæger Maigret sig i et nyt milieu, hos fiskerne på de både, som går på månedlange ture til New Foundlands fiskerbanker. Ved hjemkomsten myrdes kaptajnen, og hans telegrafist arresteres for mordet. Maigret tilkaldes og begynder undersøgelserne på sin sædvanlige måde, samtaler med de implicerede og indsugning af atmosfæren. Kaptajnens skib synes allerede fra starten af hans sidste togt at være blevet ramt af uforklarlige ulykker. Disse fortsætter under rejsen og de overtroiske søfolk begynder at tale om »onde øjne«. Mordet på kaptajnen kommer egentlig som et helt naturligt klimaks på turen. Maigret kan selvfølgelig ikke acceptere en overnaturlig forklaring, men tanken om en sammenhæng mellem ulykkerne finder han naturlig, og han begynder undersøgelserne herudfra. Efterhånden indkredser han aktørernes psyke og får stykket en forklaring på deres opførsel sammen. Til slut når man igennem den mur af tavshed og overtro, som hviler overtogtets begivenheder, og finder frem til en naturlig, men nok så uhyggelig forklaring på mordet og ulykkerne. Uhyggelig, fordi den blotlægger sider af den menneskelige natur, som vi helst vil glemme. Simenon har forsøgt sig i et nyt og ukendt milieu, men har alligevel med sit sædvanlige mesterskab skrevet en bog, som må stå på ethvert bibliotek.

Læs hele vurderingen