Maigret og den gale fra Bergerac : kriminalroman

Simenon har stadig sine læsere - især nok blandt de ældre lånere, men nostalgikere kan stå på her.

Belgiske Simenon var uhyre produktiv, og her kommer bind 4, 5 og 12 i forlagets genudgivelse. De to første er fra 1931, den sidste fra 1932. Kommissær Jules Maigret er franskmand om en hals, og i Maigret i Holland har han sproglige problemer, da han skal til Holland, hvor en fransk professor er anklaget for at have skudt en lærer. Maigret og den døde kaptajn foregår i Bretagne, hvor en ung telegrafist er mistænkt for at have kvalt sin kaptajn, men hans gamle lærer, som var Maigrets ungdomsven, vil gerne have bevist hans uskyld. I Maigret og den gale fra Bergerac bliver kommissæren skudt i skulderen at en kvindemorder. Alle bøgerne oser af mellemkrigsstemning og hygge, og opklaringen er lige dele intuition og sund fornuft, så det er for stemningen og ikke for spændingen, man skal læse dem. Sproget er lettere revideret.

Agathe Christie, Maria Lang og Dorothy Sayers falder lige for, men jeg har lige læst sidstnævnte, og krimimæssigt er det en klasse over.

Tre krimier, der især lever af stemningen af et relativt sorgløst fransk liv, hvor man da lige kan opklare en forbrydelse eller to undervejs.

Read the full assessment

To gange død fra 1944 genudgives nu under en ny titel. Det er en noget dramatisk historie om den sårede Maigrets opklaring af omstændighederne omkring nogle makabre og uhyggelige kvindemord i en fransk provinsby. Maigret selv såres af et revolverskud under jagten på morderen og må sengeliggende ved hjælp af sin kone og en gammel ven dirigere slagets gang. Mistanken samler sig snart om den lille bys mest prominente borgere, og disse føler sig meget generet af kriminalkommissærens spørgsmål og undersøgelser. Han sættes dog til vægs da morderen findes dræbt, men dette hvirvler kun yderligere snavs op og fører til opklaringen af gamle forbrydelser og andre »mørkets gerninger« begået af de gode folk i Bergeracs society. Handlingen kan til tider antage en noget melodramatisk karakter, og de sider af den menneskelige natur, som her skildres, er vel mere sjældne, end de, som Simenon ellers så mesterligt viser os. Alligevel er bogen i høj grad læseværdig, og dens afvigelser fraforfatterens almindelige linie bør kun anspore til yderligere køb til bibliotekerne. »Sådan kan Maigret altså også være«.

Read the full assessment