Femte Maja-bog er en Dingo. Grøn med én prik (lix 7) og en lille veldrejet decemberhistorie at lune sig ved. Som på nissemanér sker der sjove forviklinger, idet små som store pengebeløb vandrer frem og tilbage mellem Maja og den ældre dame Oda, som Maja går i byen for. Humor og ærlighed lyser ud af Deleurans herlige illustrationer, der passer fint sammen med teksten. Forsiden signalerer julefred, og en happy end er et must. Der er oftest 3-4 ord pr linje, lange ord er delt, og sproget og sætningsopbygningen er enkel. Synsvinklen er hos den handlekraftige Maja, og der veksles mellem replikker og beskrivelse. Maja bliver trist, da Oda fortæller, at hun ingen penge har til julegaver til sine børn, børnebørn og oldebørn. Da Maja kort efter finder en brun pose med 2000 kr på fortovet, putter hun hemmeligt pengene i Odas store pung. Den svagtseende Oda pakker senere selvsamme pung med penge ind til en julegave til Maja, som længe har trængt til en større pung. Da Maja af forældrene hører, at Oda har tabt sine penge på vej fra banken, putter hun straks pengene tilbage i den brune pose og opsøger Oda. En glad Oda giver nu Maja en særlig nisse-nipsenål i findeløn. Velegnet til fritidslæsning/læsetræning for 7-8-årige, der lige har knækket læsekoden.