"'Manic's åbner, der slet og ret har fået titlen 'Ashley'. Her synger Halsey meget rammende »I'm bursting out of myself«, som om hun nu kan træde ud af den begrænsende illusion, hun ellers selv har kreeret på sine to forrige album, der begge var bygget op omkring konstruerede koncepter om Americana-dystopi og dyster Shakespeare. Nummeret i sig selv er en synthtung, r'n'b-influeret introduktion til et album, der dog kommer vidt omkring i et hav af forskellige genrer, referencer og sindsstemninger i løbet af dets 16 tracks ... 'Manic' er - trods sine enkelte lavpunkter og et par forglemmelige fyldsange - et vellykket selvportræt af en kunstner, der efter flere år som hamskifter først nu er ved at finde sig selv - uanset hvor kompliceret og sammensat, det selv så er ... Det er når Halsey tør lege med grænselandet mellem mainstreampop og alternative eksperimenter, at 'Manic' demonstrerer sit største potentiale".