Alle med interesse for Danmarks historie kan læse denne velskrevne bog om Margrete den første og hendes samtid.
Forfatteren er historiker, og hun formår at formidle sit stof både levende og spændende uden tyngende fagterminologi. Ud fra de få eksisterende kilder lykkes det hende at give en begrænset men troværdig karakteristik af Margrete den første som privatperson, men bogen giver først og fremmest en beskrivelse af hendes eminente evner som regent og af hendes samtid. Hun fremstår som en uhyre intelligent kvinde, der til fulde magter det politiske spil. En smidig forhandler og en benhård politiker, der målrettet går efter at svække adelens indflydelse og styrke kongemagten. Hun kendes især som den regent, der samlede Norden, en kraftpræstation der underbygges af forfatteren. Ud over de politiske aspekter beskrives også europæisk åndshistorie i højmiddelalderen. Et noteapparat henviser den seriøst interesserede læser til de anvendte kilder. De mange velvalgte illustrationer er et væsentligt bidrag til teksten.
Bogen udkom første gang i 1986. I forhold til 2. udg. fra 1997 er nyt kildemateriale inddraget, men teksten er ikke ændret så markant, at 2. udg. er blevet helt forældet. Desuden findes Michael Lintons Margrete den 1. fra 2000.
En meget anvendelig, helt opdateret biografi om Margrete den første, der giver en alment tilgængelig, bredt fortællende beskrivelse af den magtfulde dronning og de politiske, samfundsmæssige og kulturelle forhold i perioden.