Billedbog fra 3 år med klassiske børnesange om dyr. Bogen er forsynet med et par små følehorn af nylonsnor med pomponer for enderne, og er, ifølge bagsiden, ikke egnet til børn under 36 måneder.
Fem populære børnesange om dyr med papsider og illustrationer af Sussi Bech. I samme serie findes Hvis du ser en krokodille - og andre dyresange og Bjørnen sover - og andre dyresange. Bogens tekst svarer til sangenes originale ordlyd. Illustrationerne er tegnet i en livlig, rund og humoristisk streg, der er fyldt med bevægelse. Farverne er klare og varme akvareller. Bogen er udstanset, så en del af kanten følger formen på Evigglad, og papsiderne virker rimelig solide. De påsatte følehorn gør, at bogen er mærket med en aldersanbefaling på 36 måneder og opefter fra forlagets side. Derudover kan man måske tilføje, at stofdele af denne type ikke er specielt hygiejniske for en biblioteksbog, samt muligvis kan være problematiske ifm. afleveringsautomater.
Bogens sange eksisterer efterhånden i flere forskellige udgaver, og kan bl.a. findes i En elefant kom marcherende og andre sange om dyr : en følebog, 2010, Åh abe! - heste, grise, køer og får, 2006, og Mon du bemærket har - : og andre sjove sanglege, 2006.
Fint illustreret sangbog med kendte børnesange og solide papsider. Bogen indeholder små løsdele, der måske gør den mest velegnet til privat brug.