Norsk krimi, men ikke den sædvanlige metervare. Den er subtil og mere indviklet end krimier flest, og ud over selve efterforskningen bliver efterforskningensgruppens motiver og etik bragt i spil. For de lidt mere avancerede krimilæsere.
En ung kvinde af pakistansk oprindelse bliver fundet myrdet i Oslo, tilsløret og med den ene hånd amputeret. Æresdrab eller drab med racistiske undertoner? Der bliver fundet flere lig, som tydeligvis har forbindelse til det første, og det hemmelige efterforskningsteam ved Oslos Politikammer får sin sag for i mange trøstesløse måneder. Efterforskningsteamet er sammensat af politifolk med forskellig religion og etnisk baggrund, og efterhånden som efterforskningen kører fast, træder de forskellige politifolks personlige fordomme, sym- og antipatier tydeligt frem. Teamet trues af opløsning, men omsider kommer det endelige gennembrud. Marions slør er en velskrevet og ikke helt almindelig krimi, som jonglerer behændigt med tid og kronologi. Dog må jeg tilstå, at jeg ikke helt forstod det komplicerede plot i detaljer. Roy Jacobsen er født i 1954 og en af Norges mest anerkendte forfattere, og danske læsere har kunnet stifte bekendtskab med godt en håndfuld af hans altid velanmeldte romaner.
Kan minde om svenske Åke Edwardsons krimier, som også har et noget kompliceret plot, men uden disses ofte udpenslede ondskab.
Velskrevet norsk krimi med så mange lag, at den mest henvender sig til den vante og reflekterende krimilæser.