Den ukuelige, men ret talentløse, Max Jæger, skyer intet middel for at få udgivet sin egen krimi. Da han afvises af samtlige forlag, vælger han at udgive bogen på Jagtforlaget, hvor han selv arbejder som redaktør. For læsere af underholdende og humoristiske fortællinger med et stænk af melankoli.
Jan Oxholm (f. 1972) har tidligere udgivet bl.a. børnebøger og noveller, og senest romanen Det bliver over mit lig I nærværende udgivelse fortæller han en historie om den midaldrende og lettere drikfældige Max Jæger, som har skrevet en krimi for at imponere sin datter og vinde hendes gunst. Max har dog intet talent som forfatter og samtlige forlag har afvist manuskriptet, men Max lader sig ikke slå ud, og beslutter sig for at udgive bogen hos Jagtforlaget, hvor han selv arbejder som redaktør. På eget initiativ ændrer han i teksten og overskrifterne, og erstatter forlagets guldæg "Jagttegn", men sin egen "Jägermeister". Det kommer der en hel del genvordigheder og sjove optrin ud af, men hvad med forholdet til datteren?.
Der er masser af underfundig humor i denne lille tragikomiske novelleagtige fortælling, som har en fin veksling mellem tankevækkende melankoli og sort humor. Den er let at læse og har et fint flow.
Kan i stemning minde om Du kan drukne på mange måder Giver mindelser om Jens Blendstrup, Jesper Wung-Sung og Erling Jepsen.