"Den nye plade er en blanding af ballader, r&b, hiphopstil og disco, som det kommer til udtryk på et andet af de iørefaldende numre, "Meteorite", der svejser diskofile rytmer sammen med bossanova. Det er fint, men nummeret er trods alt ikke en regulær udfordring af den nuværende rangorden blandt sangerinderne. Hvilket igen handler om, at sangerinderne foran Carey får bedre produktioner at arbejde med. "Camouflage" er en klassisk flot Carey-ballade, men den lyder en anelse for bagstræberisk, og det samme kan siges om den gospelprægede "Heavenly" og fortolkningen af George Michaels "One More Try". "Thirsty" lyder, som om den er hentet i Rihannaland, mens "Beautiful"-duetten med det nye håb Miguel er et stykke charmerende Motown-pastiche".