Bogen henvender sig til historisk og politisk interesserede biografilæsere.
Eigil Nielsen fortæller om sit politiske liv som dansk kommunist. Han er født i 1933 i Himmerland, i et kristent præget landbomiljø og blev ungkommunist og DKP'er i Aalborg. Eigil blev uddannet og arbejdede som lærer, og læste sent i livet psykologi ved Københavns Universitet, og var livet igennem kraftigt engageret i organisatorisk arbejde for partiet. I 1957 var han et år på partiskole i Moskva, i en periode var han journalist ved Land og Folk, og han igangsatte en højskole for Sømændenes Forbund, men kom i modsætning til den uberegnelige Preben Møller Hansen, der som én af de få får en negativ karakteristik af den beskedne og loyale Eigil Nielsen, der hverken lod sig rokke i sin tro på kommunismen af afsløringer af Stalins grusomheder eller invasionen i Ungarn. Dr.phil. Bent Jensen har skrevet er kritisk efterord til bogen.
Morten Møller Hvem er Nielsen? : en fortælling om kommunisten og modstandslederen Børge Houmann, 2012 handler om en af DKP's frontfigurer, mens Jørgen Grimstrup I folkedemokratiets tjeneste : en tidligere kommunists selvopgør, 2011 som titlen siger, er erindringer af en kommunist der, modsat Eigil Nielsen, gjorde op med partiet.
Eigil Nielsens velfortalte erindringer giver indblik i et interessant miljø og belyser bevæggrundene hos dem, der livet igennem loyalt har arbejdet for, og bevaret troen på, den kommunistiske idé.